Gennem 11 år har min lille welshterrier Luna været med mig på arbejde, så ofte det overhovedet har kunnet lade sig gøre. Et glimrende samarbejde, der har sikret, at jeg ud over diverse møder, interviews, reportageture og masser af timer ved tastaturet også er blevet luftet ude i naturen hver eneste dag.
Men det sluttede desværre fredag morgen den 9. september, hvor Luna pludselig blev lam og måtte aflives. Vi skulle ellers til Århus den morgen for at lave et interview senere på dagen, men den tur kom jeg til at køre alene. Og ja, jeg tudede hele vejen.
Heldigvis havde redaktionshunden det aldeles glimrende lige til det sidste. Ugen før havde vi været i svømmehallen i Frederikssund Hun7decenter, for at skrive en artikel om fordelene ved hundesvømning.
Så Luna var for første gang i sit liv ude på dybt vand. Man bliver aldrig for gammel til at prøve noget nyt. Heller ikke når man er hund.
Det sidste farvel
Kun to dage før hun døde, var vi på en anden opgave. Da besøgte vi nemlig Dyrenes Mindegrave på Amager. En skøn og fredfyldt oase, hvor mange vælger at få deres kæledyr begravet. Luna fik både vand, godbidder og masser af klap og kæl af gravstedets inspektør, Marianne Lohse, der viste os rundt.
– Og når Luna skal herfra – skal hun så også begraves, spurgte Marianne, da vi sagde farvel.
– Det ved jeg ikke, svarede jeg.
– Indtil videre har jeg kun planlagt, at hun skal have lov til at spise alle de fyldte chokolader, hun kan, når den tid kommer. Og hvis hun skal aflives, vil jeg få en dyrlæge til at komme hjem til os.
Sådan kom det ikke til at gå. Jeg kørte naturligvis øjeblikkeligt til dyrlæge, da jeg så, at den stakkels hund var lam. Det gjaldt bare om at sørge for, at hun fik fred så hurtigt som muligt. Og de jordiske rester lod jeg dyrlægen tage sig af.
PS – den her lille historie gemme jeg. Jeg nænner ikke at slette den.
I dag hedder redaktionshunden i øvrigt Laika. Og hun er alt for nysgerrig og lalleglad til at komme med ud på opgaver.
