Vælg en side

– En snerrende, gøende og tilsyneladende rasende hund er kun yderst sjældent aggressiv og farlig. Den er i virkeligheden bare bange og usikker og spiller teater for at skræmme. Problemet er, at vi mennesker alt for ofte misforstår hundens signaler og derfor taler mere og mere om, at nogle hunde er ’farlige’, siger psykolog og hundepsykolog Anders Hallgren.

Langt de fleste hunde advarer gentagne gange ved for eksempel at snerre, vise tænder og bide i luften, før de presses til at bruge vold.

– Derfor er det vigtigt, at en hund undersøges af en professionel adfærdspsykolog, før den bliver stemplet som farlig, siger Anders Hallgren og understreger, at der i langt de fleste tilfælde er en god grund til det, hvis en hund tilsyneladende er aggressiv. Årsagen kan for eksempel være smerte, sygdom, hormonelle fejl, et liv i et socialt dårligt miljø eller dårlige erfaringer.

– Det er med andre ord forkert at dømme en hund som aggressiv og farlig, hvis man ikke først har undersøgt, hvad der ligger til grund for dens opførsel. Og det skal vel at mærke ske med afsæt i den nyeste adfærdsvidenskab og ikke efter uvidenskabelige teorier om for eksempel manglende lederskab, siger han.

Hunde vil ikke dominere

– Nogle adfærdsbehandlere råder til, at man aldrig må lade hunden gå først, eller at man altid skal spise før hunden. Men hunde er ikke dominante og har ikke brug for en leder, der kan holde dem nede i hierarkiet. I stedet skal man finde årsagen til, at den reagerer med aggression, siger Anders.

Som eksempel fortæller han om en far, der ringede og var bekymret over, at hunden var begyndt at knurre ad familiens barn.

”I hvilke situationer er det værst?” spurgte jeg.

”Det er det, når barnet hopper på hunden,” lød svaret.

”Ved du hvad, du må i gang med at træne barnet,” var mit råd.

Lad hunden spise i fred

Ifølge Anders Hallgren er det også noget vrøvl, når man betegner en hund som ressourceaggressiv, hvis den knurrer over sin mad.

– Mange hundeejere får at vide, at de skal blive ved med at forstyrre den, når den spiser, og tage maden fra den, så den kan lære at lade være. Men hvorfor i alverden skulle man dog det? Lad dog hunden være i fred, mens den spiser. Den knurrer jo kun, fordi den er bange for at miste sin mad, pointerer han.

Almindeligt hundesprog

Ifølge Anders er det store problem, at vi ved alt for lidt om hunde.

– En hund er ikke farlig, fordi den knurrer. Hvis en hund knurrer, er forklaringen, at man har overhørt en lang række af dens signaler om, at den ikke vil være med mere. Og hvis de ikke virker, er den nødt til at knurre. For hunden er det helt almindelig kommunikation. Den forsøger bare at vise, at den er bange for det, der sker. Alligevel bliver mange hunde aflivet, alene fordi de har knurret ad et menneske, siger Anders.

Vi er rollemodeller

Som hundeejere skal vi især være opmærksomme på, at vi fungerer som rollemodeller for vores hunde på samme måde, som faren og moren i en ulveflok er rollemodeller.

Flere undersøgelser viser, at jo mere autoritært en hund opdrages, jo større risiko er der for, at den bliver aggressiv.

– Er vi aggressive mod hunden, bliver hunden det også. Og selvom de færreste af os i dag slår vores hund, så er der stadig alt for mange, der tror, at man skal være leder for sin hund og undertrykke den. Men faktum er, at hunden intet lærer af hverken fysisk eller psykisk straf. Jeg ser ofte folk, der har straffet deres hund i årevis, fordi den for eksempel gør udfald mod andre hunde, når den går i snor. Det virker ikke. I stedet skal man guide sin hund og belønne den for god opførsel – efter nøjagtig samme retningslinjer, som vi bruger, når vi opdrager børn, siger Anders Hallgren.

Tænk dig om

Selvom langt de fleste hunde er rare og fredelige, er der nogle bestemte ting, som de fleste af dem værner om. Så tænk dig om, når hunden:

  • spiser eller sover
  • er sammen med hvalpe eller børn, som den føler, den har et ansvar for
  • er hos en skadet eller akut syg person eller hund, som den har en tæt tilknytning til og derfor vil passe på.

Læs hele interviewet med Anders Hallgren i Dyrefondet 6/2013.